Punk and disorderly
Een af de ting man ofte må lægge øre til når man hovedsageligt hører på metal (eller andre esoteriske musikgenrer vil jeg gætte på) er at man har en meget snæver smag. Dette kommer så ofte fra folk, der ifølge dem selv ‘hører alt muligt’ som det oftest proklameres, hvilket betyder at de lytter til ting, som jeg med mit udgangspunkt alt sammen vil kategorisere som fx rock, det vil sige akkurat lige så snævert kategorimæssigt i mine øjne, som det jeg selv ynder at lytte til er i deres. Men nu tænkte jeg faktisk at jeg ville bevæge mig udenfor de anmeldelser af black, død, grind, doom og deslige jeg ellers har præsenteret her og anbefale noget helt andet.
Et band jeg altid har været glad for er Dead Kennedys, som igennem deres storhedstid bevægede sig igennem minimalistisk hardcorepunk til mere komplekse lange kompositioner på deres forskellige udgivelser. Båret frem i stor grad af frontmanden Jello Biafras karakteristiske vokal, der mest af alt minder om en blanding mellem en skærebrænder og en luftsirene, er bandets lyd kaotisk og nihilistisk og på en stor del af deres numre leveret med en hæsblæsende fart.
Biblioteket har tre (faktisk fire) af Dead Kennedys’ albums, samt en opsamling med en del numre, som ikke findes på nogen af de tre. Fresh Fruit For Rotting Vegetables er en god introduktion til bandet og er også deres første album. Plastic Surgery Disaster er bandets tredje og efter min mening bedste album og er en del mere afdæmpet og kompleks affære end man ellers finder i bandets repetoire. Udgaven vi har på biblioteket er slået sammen med deres anden udgivelse, In God We Trust, Inc., som i skærende modsætning er den mest simplistiske og aggressive skive, så hvis man vil høre de forskellige retninger bandet har afprøvet, er dette lige sagen. Frankenchrist er den fjerde i rækken og efter min mening den kedeligste, når de andre skiver er så gode er det meget sjældent at denne er røget på afspilleren.
Det sidste album før Dead Kennedys blev opløst i 1986 var Bedtime For Democracy, som er et fantastisk album og faktisk mest af alt minder om deres første rent stilmæssigt, men som desværre ikke er at finde på biblioteket (hint hint, Olav!). Så er det til gengæld godt at vi har opsamlingsalbummet Give Me Convenience Or Give Me Death, hvor man kan finde en del sange, som ellers ikke er blevet udgivet, sammen med et par livenumre og alternative udgaver af nogle af klassikerne. Et af verdens bedste party-numre er at finde her, nemlig Too Drunk To Fuck.
Jello Biafra har efter han forlod Dead Kennedys udgivet et hav af forskellige ting i form a kollaborationer med andre bands, småprojekter som fx Lard med Ministrys Al Jourgensen og spoken word. Resten af Dead Kennedys spiller stadig en gang imellem og lukrerer på navnet, men uden Biafra er det ærligt talt lidt ligegyldigt efter min mening.
/Jesper
Stikkord: Dead Kennedys, punk