Det er et godt forår for metal. I løbet af få måneder kommer der en masse gode nye udgivelser fra såvel kendte som mindre kendte bands: Blandt mange andre kan nævnes Burzums Belus, Finntrolls Nifelvind, Svartsots Mulmets Viser, Limbonic Arts Phantasmagoria og i starten af april kom Circle the Wagons fra Darkthrone.

Darkthrones udvikling i deres udgivelser kan groft inddeles i tre perioder. Den første periode  indeholder de tre uden tvivl mest indflydelsesrige albums i Darkthrones karriere (de udgav også et enkelt album før disse i 1991, Soulside Journey, men det var et mere traditionelt dødsmetal-album, som mest er interessant af den grund at det nu engang er Darkthrone) og som læssevis af bands siden da har forsøgt at kopiere med større eller mindre held, nemlig A Blaze In The Northern Sky, Under A Funeral Moon og min personlige favorit, Transilvanian Hunger [sic]. Det er alle albums som er karakteriseret af en simplistisk og minimalistisk black metal, en kold og grov produktion og det ubestridelige faktum at det er noget af det bedste der nogensinde er lavet.

På grænsen mellem stilen fra den første periode og den næste musikalske forandring ligger albummet Panzerfaust, som bibeholder en del elementer fra disse tre foregående udgivelser, men hvor den næste periodes karakteristika begynder at vise sig.

Efter Panzerfaust kom man for alvor til at høre at Darkthrone ville prøve noget nyt. Numrene indeholder flere finesser og bliver mere nuancerede konstruktioner, lyden bliver præsenteret lidt skarpere og der bliver eksperimenteret lidt mere end før. Mange regner allerede dette som tidspunktet hvor Darkthrone blev mindre interessante og forlod deres rødder, men jeg er nu af den mening at det snarere ville udvande og ødelægge den fantastiske ‘vanhellige treenighed’ fra storhedstiden hvis de havde fortsat med i tyve år mere at udgive kloner af sine egne tidlige albums. I stedet står de nu som urørlige monolitter i sortmetallen og bandet selv har været fri til at spille som de havde lyst, om man så kan lide den retning de har taget eller ej.

I denne periode finder man Total Death, Goatlord (der falder lidt udenfor, da det i bund og grund er gammelt demomateriale fra tiden mellem Soulside Journey og bandets overgang til at spille black metal), Ravishing Grimness, Plaguewielder, Hate Them og Sardonic Wrath.

Efter denne lange række af albums begyndte Darkthrone at bevæge sig mere og mere over mod det punkede og ender med en beskidt metalpunklyd, der bliver deres nye ståsted på albummet The Cult Is Alive fra 2006. Det er så stadig der hvor lyden befinder sig i dag, efter yderligere to albums, Fuck Off And Die og Dark Thrones And Black Flags. Det nye album, Circle The Wagons, fortsætter i denne retning og det lader til at så længe at Darkthrone holder af det, så vil de blive ved med at udgive nye albums regelmæssigt uden at tage hensyn til hvad enten kritikere eller trends siger. Og det synes jeg bare de skal fortsætte med.

/Jesper

… som findes på biblioteket og som alle naturligvis burde lytte til (synes jeg ihvertfald og det er mig der skriver dette indlæg, så jeg bestemmer).

Marduk: Panzer Division Marduk

Så bliver det altså ikke meget mere aggressivt end det her. Det meste af albummet er skruet sammen af blastbeats og distortion krydret med lidt stuka-sirener og det fungerer helt perfekt.

Death: Individual Though Patterns

Teknisk dygtige bands som gør alt for at udnytte deres færdigheder kan tit lyde livløst og konstrueret, men Death har heldigvis også en evne til at få deres prog-dødsmetal til at være fængende og… livligt?

At the Gates: The Red in the Sky is Ours

Man kan ikke komme udenom At the Gates når man tænker på udviklingen af dødsmetal og det er svært at vælge imellem deres albums, der alle er fantastiske. Min favorit er nok The Red in the Sky is Ours, men man skal ikke snyde sig selv for at lytte til nogen af de andre (når du nu efter at have læst dette indlæg selvfølgelig skynder dig at reservere alt på listen på biblioteket!).

Isengard: Høstmørke

Albummet med den bedste guitarlyd nogensinde opfanget og udgivet på cd. En lidt sær blanding af visesang, black metal og en god dose selvhøjtidelighed, men jeg er meget glad for det.

Mayhem: De Mysteriis Dom Sathanas

Dette album må jo selvfølgelig på listen og med god grund, for det bliver ikke meget bedre end dette når man tænker på god gammeldags black metal.

Amorphis: Tales from the Thousand Lakes

Dem som ikke mener at dødsmetal kan være smukt eller melodiøst, bør lytte til dette fine album og specielt nummeret Black Winter Day.

Darkthrone: Transilvanian Hunger

Om man kan lide den musikalske retning Darkthrone har taget på deres sidste par albums eller ej (personligt synes jeg det er ganske udemærket), så kommer man dog ikke uden om at de har lavet en række af de bedste black metal-skiver nogensinde og min personlige favorit er Transilvanian Hunger [sic].

Napalm Death: Fear Emptiness Despair

Andre fans af Napalm Death vil sikkert ikke være enige, men Fear Emptiness Despair er altså mit yndlingsalbum fra grindcore-bedstefædrene og har den helt rigtige blanding af brutalitet og groove. Der er ikke mange numre, der kan få mig i feststemning som Twist the Knife Slowly og Hung kan.

Emperor: In the Nightside Eclipse

Fra før termet ’symfonisk black metal’ blev opfundet og påklistret masseproducerede keyboard-tsunamier til de angstfyldte teenagemasser, udgav Emperor denne genistreg. Det var også før jeg selv blev gammel og bitter og kom frem til den konklusion at alting var bedre dengang jeg selv var teenager. Deriblandt dette album altså.

Immortal: Battles in the North

Dette album indeholder nummeret Blashyrkh Mighty Ravendark, hvilket er et af mine yndlingsnumre, så det ryger med på listen. Jeg husker stadig det gamle VHS-bånd en ven købte med videoen til dette engang i tidernes morgen og de mavekramper af latter det medførte, men nummeret i sig selv og resten af albummet er fantastisk godt.

/Jesper