Catacombs: In the Depths of R’lyeh

Grunden til at jeg engang fandt frem til dette album var at Cthulhu var på coveret. Så enkelt er det. Det viste sig dog heldigvis også at være et fantastisk godt album, fyldt med knusende tung og stemningsfuld funeral doom. Man skal lige være i humør til det, men så fås det til gengæld heller ikke meget bedre end dette her.

Limbonic Art: Phantasmagoria

Det syvende album fra Limbonic Art ser dem nu reduceret til et soloprojekt, men det har bestemt ikke gjort det dårligere. Der er skruet en del ned for keyboard-kaskaderne denne gang, hvilket klæder numrene på denne udgivelse, men det er stadig de stort anlangte kompositioner der er i højsædet.

Obliteration: Nekropsalms

For et stykke tid siden spillede Obliteration på Tribute og det var en så fin koncert at jeg straks måtte have deres seneste album med hjem. Den viste sig også at være ret så god. Uden-svinkeærinder-dødsmetal med et lækkert grumset og mudret lydbillede.

Morbid Angel: Domination

De fleste jeg kender ville nok pege på Blessed Are The Sick eller Covenant (som ganske rigtigt er gode albums), men jeg har altid syntes at dette var den bedste udgivelse fra Morbid Angel. Fra den slæbende, gurglende Where The Slime Live til den storladne Caesar’s Palace til den afsluttende tyngde i Hatework er dette et fantastisk album synes jeg.

/Jesper

… og her var så fem bestemt lytteværdige albums mere i bibliotekets samling, når nu jeg var så doven sidst:

Mistur: Attende

Mistur så jeg på Inferno og blev meget begejstret for deres melodiøse, men stadig grovkornede folk/black og nu har vi så fået deres første album, Attende, på biblioteket.

Void of Silence: Human Antithesis

Italiensk melankolsk doom, men på dette album med Alan Averill på vokalen og så er det jo per definition et lyt værd. Senere på året kommer også den første udgivelse med hans nyeste sideprojekt, Blood Revolt, hvilket jeg glæder mig meget til.

Limbonic Art: Ad Noctum Dynasty of Death

Nu når Limbonic Art er lige på trapperne med deres nye album, kan man mens man venter finde deres gamle albums fyldt med synthbåret snørklet black metal frem igen.

Einherjer: Blot

Det efter min mening bedste fra en række af albums med Einherjer, som jeg ellers synes desværre er noget svingende i kvalitet på deres udgivelser. Men her fungerer det hele rigtig fint.

Cannibal Corpse: Evisceration Plague

Nyeste album fra Cannibal Corpse, Evisceration Plague, er mere af det samme som de har udgivet de sidste tyve år. Jeg er stadig mest glad for de gamle udgivelser med Chris Barnes på vokalen, men man kan alligevel ikke komme uden om disse glade folk.

/Jesper