Catacombs: In the Depths of R’lyeh

Grunden til at jeg engang fandt frem til dette album var at Cthulhu var på coveret. Så enkelt er det. Det viste sig dog heldigvis også at være et fantastisk godt album, fyldt med knusende tung og stemningsfuld funeral doom. Man skal lige være i humør til det, men så fås det til gengæld heller ikke meget bedre end dette her.

Limbonic Art: Phantasmagoria

Det syvende album fra Limbonic Art ser dem nu reduceret til et soloprojekt, men det har bestemt ikke gjort det dårligere. Der er skruet en del ned for keyboard-kaskaderne denne gang, hvilket klæder numrene på denne udgivelse, men det er stadig de stort anlangte kompositioner der er i højsædet.

Obliteration: Nekropsalms

For et stykke tid siden spillede Obliteration på Tribute og det var en så fin koncert at jeg straks måtte have deres seneste album med hjem. Den viste sig også at være ret så god. Uden-svinkeærinder-dødsmetal med et lækkert grumset og mudret lydbillede.

Morbid Angel: Domination

De fleste jeg kender ville nok pege på Blessed Are The Sick eller Covenant (som ganske rigtigt er gode albums), men jeg har altid syntes at dette var den bedste udgivelse fra Morbid Angel. Fra den slæbende, gurglende Where The Slime Live til den storladne Caesar’s Palace til den afsluttende tyngde i Hatework er dette et fantastisk album synes jeg.

/Jesper

For et par måneder siden lagde Blood Revolt et enkelt nummer ud på nettet fra deres debut Indoctrine og nu er albummet så endelig kommet. Og ligesom det første nummer lagde op til er hele albummet noget af en oplevelse og er ikke helt nemt at fordøje.

Blood Revolt består af medlemmer fra det hedengangne canadiske band Axis of Advance, Revenge og forsangeren fra Primordial. Sammen har de lavet et album, som er helt anderledes end noget andet der er kommet fra nogle af disse bands og som heller ikke ligner noget andet som jeg nogensinde har hørt før.

Det er ikke rigtig muligt at sætte en genrebetegnelse på Blood Revolt. Den skærende rå lyd og produktionen som helhed leder tankerne hen på black metal. Kompositionen i numrene minder mest om dødsmetal, med deres hyppige temposkift og løbende variationer. Nogle passager er decideret punkede og der sniger sig også både en del doom og lidt sludge ind hist og her. Denne beskrivelse lyder måske som ren stilforvirring, specielt når man tænker på at alt dette er i de samme numre hele albummet igennem, men tilsammen virker det som en helstøbt og sammenhængende affære. Vokalen er heller ikke let at karakterisere, da Alan Averill bruger hele spektret af ren vokal, skrig, growls, messen, tale og hvad han ellers kan finde på for at formidle den fortløbende fortælling gennem albummets otte numre.

Netop vokalen er nok det mest iørefaldende kendetegn for denne udgivelse og uden tvivl det der for de fleste vil være helt afgørende for om det er noget der falder i deres smag. Avarill har en ret særpræget vokal og er ikke bange for at bruge hele bredden af den og det er uden tvivl den som er fokuspunktet for bandet.

Som nævnt er hele albummet en lang historie og musikken sammen med vokalen bruges hele tiden til at underbygge stemningen og fortællingen, hvad enten det er voldsomme blastsektioner til at bevæge det fremad eller de tunge og langsomme segmenter ind imellem de eksplosive energiudladninger.

Alt i alt er Indoctrine et af de bedste og mest unikke albums jeg har hørt i meget lang tid. Det kræver så nok også en del af lytteren at få mest muligt ud af, men det er det hele værd og der er lyttemateriale nok til at holde een beskæftiget i lang tid fremover. Anbefales på det kraftigste til alle, der er glade i bare en eller anden form for metal og ikke er bange for at få rykket lidt ved forestillingerne om hvad der kan gøres med det.

Blood Revolt’s Indoctrine burde være at finde på biblioteket inden længe.

/Jesper

Svenske Watain har i lidt over et årti været en solid, omend relativt sjælden, leverandør af klassisk nedbarberet og dog udfyldende black metal med et godt greb om både aggressivitet, stemning og simpelthen det at skrue en fængende melodi sammen. I den tid er det blevet til tre komplette albums og nu er deres fjerde album, Lawless Darkness, på gaden. Og det er både en fortsættelse i lige linie fra deres tidligere udgivelser og på samme tid en helt ny vej for bandet.

Heldigvis har de ikke mistet den kompromisløse aggressivitet (hvilket ellers af en eller anden uforklarlig grund altid er det første offer, når bands skal “udvikle” sig), men alligevel synes jeg at der har sneget sig en mere sofistikeret struktur ind i albummets ti numre. Den største forskel er dog produktionen, som er noget mere klar og ikke nær så grumset og beskidt som før. Den vej kunne man dog nok se at det gik, da der også i de senere år er kommet remaster-udgaver af deres gamle albums.

Men det vigtigste er dog at albummets ti numre er en rigtig god blanding af alt hvad Watain gør bedst og at man på intet tidspunkt keder sig i de meget varierede og skiftende numre. Der er faktisk kun et eller to numre, som jeg synes ikke helt lever op til albummets højt satte barre og når jeg lytter til dem separat, står det mere klart at det egentlig er fordi de blot virker kedelige i forhold til den høje standard sat af deres albumfæller (er der noget der hedder det? Nu er der).

Det eneste jeg vil sætte en finger på er dog netop den nævnte produktion på Lawless Darkness. I beslutningen om ikke længere absolut at skulle gøre det grumset og beskidt er det måske blevet lige lidt for pænt og poleret og det har fjernet en smule af den stemning der var på deres tidligere udspil. En gylden middelvej mellem de to havde måske været mere i min smag og gjort det helt perfekt.

Uanset den lille anmærkning skal det dog være klart at Lawless Darkness bestemt er - endnu et - af mine bud på noget der med tiden og gentagne gennemhøringer kan vise sig at være et af de bedste albums i år. Jeg kan ihvertfald uden tvivl anbefale at give det et lyt!

Og en sidste bemærkning: normalt er jeg ret ligeglad med indpakningen af et album og synes oftest i bedste fald det blot er en distraktion til musikken, men jeg kan alligevel ikke lade være med at nævne den lækre digipack. Meget fin! Men den får du jo at se når du låner albummet.

/Jesper

… og her var så fem bestemt lytteværdige albums mere i bibliotekets samling, når nu jeg var så doven sidst:

Mistur: Attende

Mistur så jeg på Inferno og blev meget begejstret for deres melodiøse, men stadig grovkornede folk/black og nu har vi så fået deres første album, Attende, på biblioteket.

Void of Silence: Human Antithesis

Italiensk melankolsk doom, men på dette album med Alan Averill på vokalen og så er det jo per definition et lyt værd. Senere på året kommer også den første udgivelse med hans nyeste sideprojekt, Blood Revolt, hvilket jeg glæder mig meget til.

Limbonic Art: Ad Noctum Dynasty of Death

Nu når Limbonic Art er lige på trapperne med deres nye album, kan man mens man venter finde deres gamle albums fyldt med synthbåret snørklet black metal frem igen.

Einherjer: Blot

Det efter min mening bedste fra en række af albums med Einherjer, som jeg ellers synes desværre er noget svingende i kvalitet på deres udgivelser. Men her fungerer det hele rigtig fint.

Cannibal Corpse: Evisceration Plague

Nyeste album fra Cannibal Corpse, Evisceration Plague, er mere af det samme som de har udgivet de sidste tyve år. Jeg er stadig mest glad for de gamle udgivelser med Chris Barnes på vokalen, men man kan alligevel ikke komme uden om disse glade folk.

/Jesper

Så der ikke går helt inflation i det, så tager vi lidt færre denne gang, men det betyder ikke at der er blevet færre gode ting at lytte til!

Svartsot: Mulmets Viser

Viking/Død med fløjte, mjød, økser og hvad der ellers hører sig til på dette andet album fra Svartsot. Godt til den rette stemning i festligt lag. Ikke helt så god som Ravnenes Saga, men værd at lytte til.

Kvist: For Kunsten Maa Vi Evig Vike

Knitrende guitarlyd og insisterende snørklede numre tilsat fint afbalancerede keyboardflader er indholdet af Kvists første album fra ‘96. Det eneste minus er at de aldrig lavede mere end dette ene album.

Bal-Sagoth: The Cthonic Chronicles

Dette er et album som jeg skiftevis synes er latterligt og også holder af, i alt dets overdrevne teatralske udfoldelse. Ihvertfald en oplevelse af den mere specielle slags!

Ragnarok: Blackdoor Miracle

Ragnarok er gode nok i sig selv, men dette album med Høst fra Taake på vokalen er lige det hak bedre end de andre albums efter min mening.

In Flames: The Jester Race

Før In Flames faldt i numetal-breakdown-teenageangst-fælden kunne de faktisk lave rigtig god musik og dette album er et af de få beviser.

/Jesper

Det er et godt forår for metal. I løbet af få måneder kommer der en masse gode nye udgivelser fra såvel kendte som mindre kendte bands: Blandt mange andre kan nævnes Burzums Belus, Finntrolls Nifelvind, Svartsots Mulmets Viser, Limbonic Arts Phantasmagoria og i starten af april kom Circle the Wagons fra Darkthrone.

Darkthrones udvikling i deres udgivelser kan groft inddeles i tre perioder. Den første periode  indeholder de tre uden tvivl mest indflydelsesrige albums i Darkthrones karriere (de udgav også et enkelt album før disse i 1991, Soulside Journey, men det var et mere traditionelt dødsmetal-album, som mest er interessant af den grund at det nu engang er Darkthrone) og som læssevis af bands siden da har forsøgt at kopiere med større eller mindre held, nemlig A Blaze In The Northern Sky, Under A Funeral Moon og min personlige favorit, Transilvanian Hunger [sic]. Det er alle albums som er karakteriseret af en simplistisk og minimalistisk black metal, en kold og grov produktion og det ubestridelige faktum at det er noget af det bedste der nogensinde er lavet.

På grænsen mellem stilen fra den første periode og den næste musikalske forandring ligger albummet Panzerfaust, som bibeholder en del elementer fra disse tre foregående udgivelser, men hvor den næste periodes karakteristika begynder at vise sig.

Efter Panzerfaust kom man for alvor til at høre at Darkthrone ville prøve noget nyt. Numrene indeholder flere finesser og bliver mere nuancerede konstruktioner, lyden bliver præsenteret lidt skarpere og der bliver eksperimenteret lidt mere end før. Mange regner allerede dette som tidspunktet hvor Darkthrone blev mindre interessante og forlod deres rødder, men jeg er nu af den mening at det snarere ville udvande og ødelægge den fantastiske ‘vanhellige treenighed’ fra storhedstiden hvis de havde fortsat med i tyve år mere at udgive kloner af sine egne tidlige albums. I stedet står de nu som urørlige monolitter i sortmetallen og bandet selv har været fri til at spille som de havde lyst, om man så kan lide den retning de har taget eller ej.

I denne periode finder man Total Death, Goatlord (der falder lidt udenfor, da det i bund og grund er gammelt demomateriale fra tiden mellem Soulside Journey og bandets overgang til at spille black metal), Ravishing Grimness, Plaguewielder, Hate Them og Sardonic Wrath.

Efter denne lange række af albums begyndte Darkthrone at bevæge sig mere og mere over mod det punkede og ender med en beskidt metalpunklyd, der bliver deres nye ståsted på albummet The Cult Is Alive fra 2006. Det er så stadig der hvor lyden befinder sig i dag, efter yderligere to albums, Fuck Off And Die og Dark Thrones And Black Flags. Det nye album, Circle The Wagons, fortsætter i denne retning og det lader til at så længe at Darkthrone holder af det, så vil de blive ved med at udgive nye albums regelmæssigt uden at tage hensyn til hvad enten kritikere eller trends siger. Og det synes jeg bare de skal fortsætte med.

/Jesper

Så kom endelig Thurs’ debutalbum, ‘Myths and Battles from the Paths Beyond’, det havde jeg gået og været lidt nysgerrig på siden jeg så deres udemærkede opvarmningskoncert for Taake på Tribute for et stykke tid siden.

Lørdag 10. april havde Thurs så releasekoncert, men desværre havde postvæsnet ikke ligefrem været samarbejdsvilligt og havde ikke leveret cd’erne endnu. Det stoppede dog ikke bandet fra at levere endnu en god og energisk koncertoplevelse og vise at den tidligere koncert ikke bare var ren tilfældighed. Siden da har jeg så heldigvis modtaget et eksemplar af cd’en (tak for det!), så jeg kunne komme med en ordentlig samlet anmeldelse her.

Thurs spiller vikingmetal, hvilket er nemmere end at sige at der blandes lidt black-lyd, lidt svenskerdød-komposition og lidt melodiøst med en masse helteagtige riffs.

Bandet har på albummet igennem fundet en perfekt balance mellem aggression og melodisk komposition, som sikrer at det sammenlagt undgår at det hverken bliver rent blastbeathelvede hele albummet igennem (ikke at der på nogen måde er noget galt med den slags dog) eller tandløst progmetal (som der er noget galt med). Specielt bemærkelsesværdigt er nummeret ‘Slaget’ synes jeg, som har en slæbende og tung fremfærd og en markant anderledes opbygning end albummets andre numre. At kunne gøre det uden at falde udenfor helheden sikrer et varieret og interessant album, hvor man ikke kommer til at kede sig på noget tidspunkt.

Produktionen på albummet er helt fin, ikke alt for grov, som ikke ville passe til stilen, men heller ikke så poleret at det lyder helt sterilt. Det eneste jeg lige kan sætte fingeren på er at vokalen et par steder måske er en lille smule for langt fremme i mikset, hvilket får det til at lyde lidt distanceret fra resten af lydbilledet. Heldigvis er det kun enkelte steder og ikke noget der irriterer i helheden. Måske det også ville klæde bandet at have en generelt lidt tykkere lyd, men det er ren spekulation fra min side af.

Så alt i alt: Rigtig godt gået, det album kommer helt sikkert i min afspiller med jævne mellemrum fremover. Koncerten viste at Thurs allerede har et godt lokalt følge, så er det bare med at komme endnu længere ud og holde ved, så er jeg sikker på at der er store ting at vente også i fremtiden.

‘Myths and Battles from the Paths Beyond’ er klar på biblioteket snarest muligt.

/Jesper

… for nu regner jeg med at min hærskare af trofaste læsere er kommet igennem de tyve første og blot venter i åndeløs spænding på at se hvad jeg næste gang vil diske op med.

Abomino Aetas: Sower of Death

Lokale Abomino Aetas leverer god solid gammeldags black metal af bedste skuffe. Ikke de store overraskelser, men det er i dette tilfælde ment som en postitiv ting, når der her er serveret perfekt lyd og kompositioner, som får de nostalgiske tårer frem i øjenkrogene. Og få så sendt det næste album ud!

Urgehal: Ikonoklast

Dette album hænger med jævne mellemrum fast i min afspiller et stykke tid og nu har vi endelig fået det på biblioteket. Black metal uden svinkeærinder er altid at forvente fra Urgehal og det virker hver gang. Et af sidste års bedste albums efter min mening. 

Marblebog: Forestheart

Ungarske Marblebog bevæger sig i samme landskab som mange andre bands fra den østeuropæiske bølge, atmosfærisk metal blandet med ambientindslag. Førstnævnte synes jeg at Marblebog er så gode til at jeg kan ignorere det generelt lidt kedelige sidstnævnte.

Nachtmystium: Assassins

Noget så sjældent som et amerikansk black metal-band, der kan andet end bare at afterligne europæiske bands. På dette seneste album bevæger de sig endnu mere hen imod et næsten psykedelisk-ish lydbillede og det virker faktisk efter min mening.

Finntroll: Nifelvind

Nifelvind er nyeste album fra polkametallens konger og ligesom på deres forrige album, Ur Jordens Djup, bliver der her igen skruet lidt ned for keyboards og givet mere plads til regulær metal, hvilket redder dem fra at sidde fast i den samme gimmicky rille.

Swallow the Sun: New Moon

Nyeste udspil fra finlands efterhånden førende doom/death-leverandører er ikke helt så tungt som hvad man har hørt fra dem før, men de er stadig uforligneligt gode til at skrue fængende sange sammen. Nu også med flere sporadiske drys af black-påvirkninger på vokalen end før (Og nej, albummet har den uheldige titel til trods ikke noget med teenageemoblodsugere at gøre!).

War: We are… Total War

Beskidt, groft, aggressivt, grimt og meget festligt. Et par medlemmers tilhørsforhold til legendariske Vondur gør at man ikke kan tage det helt seriøst, men vrede er de ihvertfald!

Cobalt: Gin

Slæbende sludgedoomblackgrungemetal, der er sært fængende og burde kunne appellere til fans af alt fra støjrock til grind.

Sunn O))): Monoliths and Dimensions

Drone metal er for det meste mere interessant end egentligt godt, men Sunn O))) kan lige give det de ekstra elementer, der gør det værd at lytte til.

Throne of Katarsis: Helvete, det iskalde mørket

Godt gammeldags black med bidende kold misantropisk lyd og stemningsfulde lange kompositioner. Dette er deres andet album, er fra sidste år og efter den gode koncert på Inferno har jeg fundet det frem igen. 

/Jesper

Så er årets begivenhed, påsken med metal i Oslo, overstået og undertegnede kan godt mærke han ikke er sytten år længere. Men det var det hele værd!

Inferno havde i år ti års jubilæum og det blev ihvertfald fejret med maner. Der var ikke de helt store overraskelser eller nyskabelser indenfor hovednavnene, men mere en række af solide allerede kendte navne og overraskelserne og de nye oplevelser skulle så findes blandt de mindre bands ind imellem.

Nifrost startede hele festen med den allerførste koncert på selve festivallen. Med en enkelt helt ny folk/black demo i bagagen vil jeg ikke skyde på at der var mange der kendte dem og sættet de spillede var heller ikke helt tight eller fejlfrit, men det blev på alle måder opvejet af deres entusiasme og engagement og resulterede i en forrygende koncert. Det eneste irriterende var at jeg ikke fik fat på et eksemplar af deres demo, men man kan jo håbe at der snart er et album på vej.

Det østrigske black/death-band Belphegor er et af de bands man ikke kan tage helt seriøst, men de har unægteligt nogle gode numre ind imellem og koncerten var også fin nok. Det er nok bare ikke helt lige mig, men folk var vældigt begejstrede.

Finntroll var et af de højdepunkter jeg havde set frem til på Inferno, da de altid leverer fantastisk festlige koncerter med deres polkafolkblack metal og det efterhånden er rigtig lang tid siden jeg havde set dem sidst, men det viste sig desværre at blive festivallens største skuffelse. Ikke på grund af hverken bandets indsats eller grundet for store forventninger fra min side af, men på grund af noget så irriterende som at både vokalen og synth simpelthen ikke var til at høre langt størstedelen af koncerten, hvilket er et problem når det er det som bandets musik lever højt på. Hvad lydmandens idé med det var kan man kun undre sig over.

Nachtmystium havde jeg glædet mig rigtig meget til at se, både fordi jeg aldrig har set dem før og også fordi jeg på det seneste er blevet rigtig glad for deres noget anderledes form for black metal, selvom det lige tager et stykke tid at vænne sig til. Det viste sig at det også fungerede helt fint live og selv de lange syrede næsten-instrumentalnumre kunne holde gang i folk. (Endnu) een af de bedste koncerter på Inferno i år efter min mening.

Marduk spiller black metal, de spiller hurtigt og de gør det højt. Det gjorde de også til denne koncert og de leverede en god bunke af deres efterhånden lange række af hits. En rigtig god koncert, som blev ophøjet til fantastisk, da nummeret Accuser/Opposer gik igang og Alan Averill fra Primordial (det allerbedste band i hele verden hvis du ikke lige skulle vide det) kom på scenen og gav sit besyv med. Helt sikkert et af Infernos absolutte højdepunkter!

Mistur var endnu et band jeg ikke havde hørt før, men lidt smuglytning på deres hjemmeside før afrejsen hjemmefra til deres folk/black havde overbevist mig om at det var noget jeg skulle se. De kvitterede så med en fantastisk koncert, som gjorde at jeg også selvfølgelig måtte have deres første udgivelse, Attende, med mig hjem.

Benediction var et af de første bands jeg begyndte at lytte til i tidernes morgen, da jeg tog mine første spæde skridt ud i metallens verden, og derfor glædede jeg mig specielt til at se dem for første gang. Jeg må indrømme at jeg også var lidt ængstelig for hvordan det skulle blive, da jeg ærligt talt troede at de var opløst og forsvundet for længe siden, men det blev hurtigt gjort til skamme af den superenergiske koncert de præsenterede, med en god blanding af gammelt og nyt materiale, som sikrede at det hverken blev helt uvedkommende eller pinligt nostalgisk. Da de så også spillede Subconscious Terror som sidste nummer kunne jeg slet ikke få armene ned.

Mayhem havde jeg set flere gange før og deres koncerter er lige så varierende i kvalitet som de forskellige udspil de er kommet med i årenes løb. Sidste gang jeg så dem var til en meget uinspireret og direkte kedelig koncert, men denne gang var der heldigvis meget mere liv i dem. Mayhem med pyroteknik, kødklumper, Deathcrush og korsfæstelse satte et fint punktum for fredag aften.

Taake så jeg som beskrevet andetsteds her på bloggen for ikke så længe siden i Sandnes, en koncert der desværre blev lidt ødelagt af problemer med lyden, så denne gang skulle det altså være og heldigvis fungerede alt meget bedre her. Der blev serveret alle de sange man gerne ville høre af en vred Høst og så er der jo ingenting at klage over.

Covenant/The Kovenant har nok indset at storhedstiden er bag dem og at folk er mest begejstrede for tiden før de skiftede stavemåde og blev til noget irriterende elektronisk popmetal. De skulle derfor spille hele deres anden udgivelse, Nexus Polaris, fra ende til anden og med undtagelse af et enkelt helt nyt og helt ligegyldigt nummer som introduktion, var det så det de gjorde. Og det gjorde de såmænd meget godt, stemningen var ihvertfald helt i top og en rigtig god koncertoplevelse.

Ellers var der selvfølgelig en lang række bands mere: Faustcoven viste at de nok skulle bruge lidt mere tid i øvelokalet før en live-optræden, det var ihvertfald ikke en særlig imponerende fremvisning af hvad der ellers fungerer fint på deres udgivelser. Ragnarok var placeret til at spille på den lille scene og det var helt umuligt at komme til at se dem på grund af folkemængden, så selvom det var en koncert jeg havde set frem til, gik jeg desværre glip af dem. Til gengæld fik jeg set Svarttjern, der har den samme forsanger, og det var ihvertfald en god gang en-to-tre-fremad black metal uden svinkeærinder. Throne of Katarsis havde jeg også glædet mig til at se og de leverede en god og solid koncert. Ligeså gjorde Sarkom, som udover det også må have sat ny rekord i antal af folk på scenen.

Nakken har endnu ikke helt kommet sig og tømmermændene er stadig friske i erindringen, men jeg glæder mig allerede til næste år!

/Jesper

‘Episk’ er en beskrivelse der efterhånden er gået lidt inflation i når der skal beskrives metal. Nogle bands’ forsøg på at lave episk metal går ud fra devisen om at jo længere nummeret varer, jo mere episk er det og går så igang ved at tage materiale der ville kunne bære tre minutter og så spille det i femten minutter istedet for. Det virker ikke.

Men nogle bands har simpelthen bare brug for plads til at brede sig på og bruger den tid det skal tage for at få deres kompositioner til at fungere som de skal. Et af den slags bands er finske Moonsorrow og de har om nogen fortjent at få betegnelsen ‘episk’ med sig på vejen, når man skal beskrive deres musik.

Moonsorrow begyndte som et nogenlunde standard black metal-band, men begyndte hurtigt at inkorporere folk-elementer i deres musik. Samtidig begyndte de at lave længere og mere komplekse kompositioner, der i deres form næsten mere føles som fortællinger, der langsomt bygges op og udvikler sig, end som et simpelt stykke musik. Der bruges alt fra akustiske passager, lyden af knitrende lejrbål, harpe, fortællerstemme, kor og hæsblæsende blastbeats og distortion i samme nummer og på en eller anden måde lykkes det dem stadig at holde styr på det hele og bevare en sammenhæng, som sikrer at man heller ikke føler at det lige så godt kunne være forskellige numre uden noget tilhørsforhold til hinanden. Bandet synger på finsk, men alene med musikken får de fortalt så meget at man godt kan følge med hvad det er de forsøger at levere til lytteren (hvilket jeg siger fuldstændigt uden belæg, da jeg selvfølgelig ikke kan et ord finsk, men jeg kan godt lide at forestille mig at det forholder sig sådan!).

Biblioteket har netop fået Moonsorrows femte og nyeste fuldlængde, V: Hävitetty, som med sine kun to numre og en spilletid på godt en time er noget af en mundfuld at gå igang med, og det foregående album, Verisäkeet, som har hele fem numre på omtrent den samme tid. Det er absolut det hele værd hvis man giver sig tid til at lytte. Hvis man så får lyst til at høre mere, så kan jeg også anbefale at fortsætte med deres tre tidligere albums og deres nyeste udspil, ep’en Tulimyrsky, der også er helt fantastisk.

Og nu er det forresten snart påske og tid for Inferno, så se frem til endnu en rapport derfra.

/Jesper