Een af de ting man ofte må lægge øre til når man hovedsageligt hører på metal (eller andre esoteriske musikgenrer vil jeg gætte på) er at man har en meget snæver smag. Dette kommer så ofte fra folk, der ifølge dem selv ‘hører alt muligt’ som det oftest proklameres, hvilket betyder at de lytter til ting, som jeg med mit udgangspunkt alt sammen vil kategorisere som fx rock, det vil sige akkurat lige så snævert kategorimæssigt i mine øjne, som det jeg selv ynder at lytte til er i deres. Men nu tænkte jeg faktisk at jeg ville bevæge mig udenfor de anmeldelser af black, død, grind, doom og deslige jeg ellers har præsenteret her og anbefale noget helt andet.

Et band jeg altid har været glad for er Dead Kennedys, som igennem deres storhedstid bevægede sig igennem minimalistisk hardcorepunk til mere komplekse lange kompositioner på deres forskellige udgivelser. Båret frem i stor grad af frontmanden Jello Biafras karakteristiske vokal, der mest af alt minder om en blanding mellem en skærebrænder og en luftsirene, er bandets lyd kaotisk og nihilistisk og på en stor del af deres numre leveret med en hæsblæsende fart.

Biblioteket har tre (faktisk fire) af Dead Kennedys’ albums, samt en opsamling med en del numre, som ikke findes på nogen af de tre. Fresh Fruit For Rotting Vegetables er en god introduktion til bandet og er også deres første album. Plastic Surgery Disaster er bandets tredje og efter min mening bedste album og er en del mere afdæmpet og kompleks affære end man ellers finder i bandets repetoire. Udgaven vi har på biblioteket er slået sammen med deres anden udgivelse, In God We Trust, Inc., som i skærende modsætning er den mest simplistiske og aggressive skive, så hvis man vil høre de forskellige retninger bandet har afprøvet, er dette lige sagen. Frankenchrist er den fjerde i rækken og efter min mening den kedeligste, når de andre skiver er så gode er det meget sjældent at denne er røget på afspilleren.

Det sidste album før Dead Kennedys blev opløst i 1986 var Bedtime For Democracy, som er et fantastisk album og faktisk mest af alt minder om deres første rent stilmæssigt, men som desværre ikke er at finde på biblioteket (hint hint, Olav!). Så er det til gengæld godt at vi har opsamlingsalbummet Give Me Convenience Or Give Me Death, hvor man kan finde en del sange, som ellers ikke er blevet udgivet, sammen med et par livenumre og alternative udgaver af nogle af klassikerne. Et af verdens bedste party-numre er at finde her, nemlig Too Drunk To Fuck.

Jello Biafra har efter han forlod Dead Kennedys udgivet et hav af forskellige ting i form a kollaborationer med andre bands, småprojekter som fx Lard med Ministrys Al Jourgensen og spoken word. Resten af Dead Kennedys spiller stadig en gang imellem og lukrerer på navnet, men uden Biafra er det ærligt talt lidt ligegyldigt efter min mening.

/Jesper

Dette er debutplata (1985) fra et rart band fra California, Camper Van Beethoven.
Bandet ble starta av folk tilknyttet punkscenen som var lei av punkens ensformighet og krav til stil. I Camper Van Beethoven blanda de østeuropeisk folkemusikk, ska, punk og pop til en herlig blanding. Med vanlig rockebandbesetning utvidet med fiolin og farfisaorgel spilte de noen instrumentaler, en coverversjon av Black Flags ”Wasted”, og de fikk en enorm collegeradiohit med sin egen ”Take the skinheads bowling” - en låt som i ettertid er blitt covret både live og på plate og på film av en haug med band.

Jeg hørte den låta først med det norske bandet Astroburger, på plata ”I used to be mod” (hvorfor har vi ikke den, Olav?) , som jeg kjøpte på Kippers i Pedersgata en gang på 90-tallet. Selvsagt trodde jeg at dette var originalen, helt til den gangen jeg trådde inn på Cementen en tidlig kveld, og Silje Salomonsen satt bak baren og hadde satt på en rar versjon av den kule sangen på stereoanlegget, nå med skakke rytmer og fiolin! Hva var dette? - Dette er originalen, kunne fiolinisten Silje da triumferende si.

Seinere fant jeg plata her på musikkbiblioteket, kopierte den først over på minidisc, og har hørt på den siden.
(Vi har fortsatt den CDen her, og jeg anbefaler den selvsagt! Du kan reservere den her.)

Med tiden har jeg såvidt sjekket ut resten av platene til bandet. Backkatalogen deres er relativt variert.

Etter ”Telephone” ga de ut to plater til på undergrunnslabelen Pitch-A-Tent (og ikke den fullt så undergrunnsk Rough Trade). Jeg har de hjemme, men ikke hørt all verdens på de. De skal visst være ganske sære. Så ble de plukka opp av Virgin og ga ut to plater der. (Typisk er dette de eneste Camper- platene som ligger på Spotify, pluss en grusom akustisk versjon av ”skinheads”. Grøss!) Den første, Our Beloved Revolutionary Sweetheart, har vi på CD til utlån her, mens den andre fant jeg på vinyl nede i magasinet en plass, uregistrert. (Hvis du spør oss pent kan vi se om vi klarer å hoste den opp).

På 90-tallet la Camper Van Beethoven, omtrent opp, vokalist David Lowery starta det streite og relativt suksessfulle poprockbandet Cracker, (vi har CDene Kerosene Hat , Garage d’Or og Greenland ) mens en del av de andre starta det mindre streite og suksessfulle Monks of Doom. Det var også noen andre sideprosjekter ute og gikk.

Så i 1999, finner gjengen ut at det kan lønne seg å begynne å spille sammen igjen, de bestemmer seg for å prøve, og det de gjør først er å spille inn hele Fleetwood Macs dobbeltalbum”Tusk” på nytt. Faktisk et vellykket prosjekt! Herlig skranglete versjoner! Den har vi faktisk ikke her på bruket, (Olav!)men i mellomtiden kan du jo pløye igjennom originalen.

Og i 2004 kom den egentlige comeback platen, med eget materiale, ”New Roman Times”. Den finnes både her på biblå og hjemme i CD-hyllen min men har ikke fått allverdens med spilletid nei. (De har straks en ny plate ute tror jeg også)

Det er rett og slett debutplata, Telephone Free Landslide Victory som er verdt å lytte mest til av disse.

Forleden erkjente jeg at jeg fortsatt kun hadde plata på en uautorisert CDr-kopi – det var jammen på tide å skaffe seg den ekte varen. Den ble bestilt og kom nylig i hus, på CD altså, må nok skaffe den på vinyl også, så viktig er den nemlig.

CDen jeg kjøpte viste seg å være en ny utgave (2004). De har inkludert noen spor fra en EP, men ikke satt de på til slutt, men uvanlig nok plassert de mitt inni den originale låtrekkefølgen, Nå må man vente i en halv evighet før go´låta ”take the skinheads bowling” kommer. (Nei, skip-knappen er juks) I tillegg har de byttet om de to første låtene på plata. Hva er dette, helligbrøde mot eget åndsverk? Respektløst!

Men bevares, kjekt å få de bonuslåtene. Mye stilig der, dessuten kommer det farfisa-orgelet bedre fram!

En ting jeg har glemt å skrive om her er tekstene. De er ganske rare. Jeg har egentlig alltid lurt på om skinheads liker låten ”Take the skinheads bowling”…

Du skaffer vel den nye utgaven til biblå, Olav?

Ebbe Helberg

(Takk til wikipedia)