Så er årets begivenhed, påsken med metal i Oslo, overstået og undertegnede kan godt mærke han ikke er sytten år længere. Men det var det hele værd!

Inferno havde i år ti års jubilæum og det blev ihvertfald fejret med maner. Der var ikke de helt store overraskelser eller nyskabelser indenfor hovednavnene, men mere en række af solide allerede kendte navne og overraskelserne og de nye oplevelser skulle så findes blandt de mindre bands ind imellem.

Nifrost startede hele festen med den allerførste koncert på selve festivallen. Med en enkelt helt ny folk/black demo i bagagen vil jeg ikke skyde på at der var mange der kendte dem og sættet de spillede var heller ikke helt tight eller fejlfrit, men det blev på alle måder opvejet af deres entusiasme og engagement og resulterede i en forrygende koncert. Det eneste irriterende var at jeg ikke fik fat på et eksemplar af deres demo, men man kan jo håbe at der snart er et album på vej.

Det østrigske black/death-band Belphegor er et af de bands man ikke kan tage helt seriøst, men de har unægteligt nogle gode numre ind imellem og koncerten var også fin nok. Det er nok bare ikke helt lige mig, men folk var vældigt begejstrede.

Finntroll var et af de højdepunkter jeg havde set frem til på Inferno, da de altid leverer fantastisk festlige koncerter med deres polkafolkblack metal og det efterhånden er rigtig lang tid siden jeg havde set dem sidst, men det viste sig desværre at blive festivallens største skuffelse. Ikke på grund af hverken bandets indsats eller grundet for store forventninger fra min side af, men på grund af noget så irriterende som at både vokalen og synth simpelthen ikke var til at høre langt størstedelen af koncerten, hvilket er et problem når det er det som bandets musik lever højt på. Hvad lydmandens idé med det var kan man kun undre sig over.

Nachtmystium havde jeg glædet mig rigtig meget til at se, både fordi jeg aldrig har set dem før og også fordi jeg på det seneste er blevet rigtig glad for deres noget anderledes form for black metal, selvom det lige tager et stykke tid at vænne sig til. Det viste sig at det også fungerede helt fint live og selv de lange syrede næsten-instrumentalnumre kunne holde gang i folk. (Endnu) een af de bedste koncerter på Inferno i år efter min mening.

Marduk spiller black metal, de spiller hurtigt og de gør det højt. Det gjorde de også til denne koncert og de leverede en god bunke af deres efterhånden lange række af hits. En rigtig god koncert, som blev ophøjet til fantastisk, da nummeret Accuser/Opposer gik igang og Alan Averill fra Primordial (det allerbedste band i hele verden hvis du ikke lige skulle vide det) kom på scenen og gav sit besyv med. Helt sikkert et af Infernos absolutte højdepunkter!

Mistur var endnu et band jeg ikke havde hørt før, men lidt smuglytning på deres hjemmeside før afrejsen hjemmefra til deres folk/black havde overbevist mig om at det var noget jeg skulle se. De kvitterede så med en fantastisk koncert, som gjorde at jeg også selvfølgelig måtte have deres første udgivelse, Attende, med mig hjem.

Benediction var et af de første bands jeg begyndte at lytte til i tidernes morgen, da jeg tog mine første spæde skridt ud i metallens verden, og derfor glædede jeg mig specielt til at se dem for første gang. Jeg må indrømme at jeg også var lidt ængstelig for hvordan det skulle blive, da jeg ærligt talt troede at de var opløst og forsvundet for længe siden, men det blev hurtigt gjort til skamme af den superenergiske koncert de præsenterede, med en god blanding af gammelt og nyt materiale, som sikrede at det hverken blev helt uvedkommende eller pinligt nostalgisk. Da de så også spillede Subconscious Terror som sidste nummer kunne jeg slet ikke få armene ned.

Mayhem havde jeg set flere gange før og deres koncerter er lige så varierende i kvalitet som de forskellige udspil de er kommet med i årenes løb. Sidste gang jeg så dem var til en meget uinspireret og direkte kedelig koncert, men denne gang var der heldigvis meget mere liv i dem. Mayhem med pyroteknik, kødklumper, Deathcrush og korsfæstelse satte et fint punktum for fredag aften.

Taake så jeg som beskrevet andetsteds her på bloggen for ikke så længe siden i Sandnes, en koncert der desværre blev lidt ødelagt af problemer med lyden, så denne gang skulle det altså være og heldigvis fungerede alt meget bedre her. Der blev serveret alle de sange man gerne ville høre af en vred Høst og så er der jo ingenting at klage over.

Covenant/The Kovenant har nok indset at storhedstiden er bag dem og at folk er mest begejstrede for tiden før de skiftede stavemåde og blev til noget irriterende elektronisk popmetal. De skulle derfor spille hele deres anden udgivelse, Nexus Polaris, fra ende til anden og med undtagelse af et enkelt helt nyt og helt ligegyldigt nummer som introduktion, var det så det de gjorde. Og det gjorde de såmænd meget godt, stemningen var ihvertfald helt i top og en rigtig god koncertoplevelse.

Ellers var der selvfølgelig en lang række bands mere: Faustcoven viste at de nok skulle bruge lidt mere tid i øvelokalet før en live-optræden, det var ihvertfald ikke en særlig imponerende fremvisning af hvad der ellers fungerer fint på deres udgivelser. Ragnarok var placeret til at spille på den lille scene og det var helt umuligt at komme til at se dem på grund af folkemængden, så selvom det var en koncert jeg havde set frem til, gik jeg desværre glip af dem. Til gengæld fik jeg set Svarttjern, der har den samme forsanger, og det var ihvertfald en god gang en-to-tre-fremad black metal uden svinkeærinder. Throne of Katarsis havde jeg også glædet mig til at se og de leverede en god og solid koncert. Ligeså gjorde Sarkom, som udover det også må have sat ny rekord i antal af folk på scenen.

Nakken har endnu ikke helt kommet sig og tømmermændene er stadig friske i erindringen, men jeg glæder mig allerede til næste år!

/Jesper

Taake er et band, som jeg er meget glad for, men som jeg desværre aldrig har fået set i levende live. Det skulle der så endelig ændres på i fredags, da de skulle spille på Tribute og forventningerne var store.

Inden Taake gik i gang skulle det lokale band Thurs sætte stemningen lidt i vejret og det var de faktisk rigtig gode til. Jeg havde ikke hørt bandet før, endsige overhovedet hørt om dem før de stod opført som opvarmning til denne koncert, men det er helt sikkert nogen jeg skal have hørt mere på. Det var vikingmetal af den fine slags, brutalt, melodiøst og festligt og jeg glæder mig til at høre hvad de kan gøre det til på deres første rigtige udgivelse.

Taake har altid været leveringsdygtig i en aggressiv og på samme tid melankolsk black metal og har siden 1995 arbejdet sig op som et af de største bands af slagsen. Det består i udgangspunktet af frontmanden Høst og så ellers en hærskare af livemusikere og sessionmusikere, som det nu engang skal være i bedste forvirrende black metal-tradition.

En god række af de fængende synge-med-hits blev serveret i en storm af blastbeats, diskant og distortion, til min store fryd heldigvis også mit yndlingsnummer, Over Bjoergvin Graater Himmerik IV, og så var aftenen jo reddet.

Desværre var der også en del problemer med lyden under sidste halvdel af koncerten. Vokalen forsvandt et stykke tid, guitaren var ikke til at høre et helt nummer og et par andre mindre problemer, men det var nok til at være irriterende og få ihvertfald mig lidt ud af stemningen hen mod slutningen af koncerten. Lidt synd var det, for ud over det var det en fantastisk koncert.

Taake skal også spille på Inferno-festivallen i påsken, så jeg glæder mig allerede til at se dem der igen, forhåbentligvis til den tid uden problemer med lyden.

Biblioteket har de efter min mening bedste tre cd’er med Taake, Nattestid ser Porten Vid, Over Bjoergvin Graater Himmerik og Hordalands Dødskvad, som til sammen udgør en slags trilogi. Thurs har desværre ikke udgivet andet end en demo tilbage i 2007, men så vidt jeg blev orienteret var der et fuldt album på vej i den nærmeste fremtid (som jeg så kan plage Olav om at få indkøbt til biblioteket).

Snart er der så også både Aura Noir og Vader på Tribute, med lidt held får jeg lokket Lars med igen, så der er udsigt til flere af disse fantastiske dobbeltanmeldelser!

/Jesper

Kulturbyen Sandnes er det engelskmennene kaller et oxymoron (slå opp i ordboken). En av de få tingene som viser seg å motbevise dette er utestedet Tribute. I størrelse er det lillebroren til Check Point Charlie, men i antall konserter ikke. Så fredag den 22.01. var jeg blitt overtalt til å gå på en av dem. Hovedattraksjonen var Bergensbandet Taake, som jeg ble fortalt spiller old school Black Metal uten at jeg vet helt riktig hva new school innebærer, og det lokale bandet Thurs.

Siden jeg ikke har noe som helst kjennskap til noen av dem, sangene eller utgivelser skal jeg ikke forsøke meg på noen form for analyse eller kritikk i forhold til konsertens innhold, men bare forsøke å formidle mitt inntrykk av konserten. Thurs, som for øvrig er i ferd med å gi ut sin første cd, gjorde et meget positivt inntrykk og etter det jeg så var resten av publikummet enige i det. De må allikevel ha satt en form for rekord m.h.t. ekstranummer i forhold til spilletiden (alt i alt ca 40 min).

Nå var det jo Taake jeg hadde kommet for å se og jeg må innrømme at jeg hadde ganske store forventninger. Og litt over ti entret de scenen. I disse tider med litterære lissomvampyrer veltende ut over alt, er det en fornøyelse å se disse likbleke djeveldyrkerne i så god form og travelt opptatt med å være onde. I og med det lille lokalet endte jeg nesten opp med scenekanten og ikke langt unna den ene høytaleren, som der og da var det beste stedet å være. En pussig ting jeg la merke til var den ene gitaristen. Gjennom hele konserten stod han bom stille og så ned.  Det kunne virke som om han nettopp hadde lært å spille gitar og kikket ned for å konferere med Lillebjørns Gitarbok for å se om han gjorde det riktig. Konserten endte i grunnen alt for tidlig og allikevel må jeg si meg mer enn fornøyd med innholdet. Det finnes knapt noe bedre enn å få sandblåst hjernen på denne måten. Alt i alt en meget vellykket konsert og neste band ut blir forhåpentligvis Aura Noir senere i vår.

/Lars

… som også findes på biblioteket og som du også burde lytte til, når du er kommet igennem de første 10.

Wolves in the Throne Room - Two Hunters

Atmosfærisk black metal, som klarer den fine balancegang mellem det effektfulde og det fjollede og holder sig på den rigtige side. Et af de senere års bedste bud på hvordan black metal kan udvikle sig udenom de kommercielle udvandinger synes jeg.

 Suffocation - Effigy of the Forgotten/Pierced From Within

Hvis jeg skulle vælge mit yndlingsalbum med Suffocation ville jeg have svært ved at vælge mellem disse to, men så er det heldigt at biblioteket har en samlet udgave, så jeg på den måde kan snyde lidt og vælge dem begge. Tung og kompleks dødsmetal af bedste slags.

Brutal Truth - Extreme Conditions Demand Extreme Responses

Brutal Truth viste med deres to bedste albums, dette og Need to Control, at amerikansk grindcore sagtens kan være mere end tyve sekunders blastbeats. Brutalt, men godt skruet sammen og fængende melodier i kaoset.

Xasthur - Subliminal Genocide

Dronende og hypnotisk black metal, som måske er lidt svær at deciphrere, men som er det hele værd hvis man gider at gøre indsatsen.

Bathory - Blood Fire Death

Grundstenene til mange forskellige afarter af metal blev lagt af Bathory på de meget forskellige og eksperimenterende albums. Ikke bare lytteværdigt på grund af musikhistorie, men også fordi det er et rigtig godt album.

Taake - Over Bjoergvin Graater Himmerik

Af deres trilogi bestående af dette, Nattestid Ser Porten Vid og Hordalands Dødskvad er dette mit favoritalbum og specielt IV er efter min mening et af de bedste stykker black metal nogensinde.

Entombed - Wolverine Blues

Dette album markerede skæringspunktet mellem bandets traditionelle dødsmetal på deres to første albums og den death’n'roll der blev fokus på deres senere. God gedigen groovy dødsmetal.

Thyrfing - Farsotstider

Et af de efter min mening bedste black/folk bands er svenske Thyrfing og egentlig er alle deres albums værd at lytte til. Biblioteket har desværre kun dette, men det er også et af deres rigtig gode.

Amon Amarth - Twilight of the Thunder God

Man kunne med rette sige at Amon Amarth har udgivet det samme album syv gange, men det virker og deres nyeste album med øksesvingende dødsmetal er lige så fængende og indbydende som det plejer at være.

Finntroll - Jaktens Tid

Finsk humppa-folk-black-metal er altid festligt. Der findes masser af den slags bands efterhånden og de fleste af dem ville rigtig gerne være Finntroll. Stadig de bedste og Jaktens Tid er et fantastisk album.

/Jesper