Svenske Watain har i lidt over et årti været en solid, omend relativt sjælden, leverandør af klassisk nedbarberet og dog udfyldende black metal med et godt greb om både aggressivitet, stemning og simpelthen det at skrue en fængende melodi sammen. I den tid er det blevet til tre komplette albums og nu er deres fjerde album, Lawless Darkness, på gaden. Og det er både en fortsættelse i lige linie fra deres tidligere udgivelser og på samme tid en helt ny vej for bandet.

Heldigvis har de ikke mistet den kompromisløse aggressivitet (hvilket ellers af en eller anden uforklarlig grund altid er det første offer, når bands skal “udvikle” sig), men alligevel synes jeg at der har sneget sig en mere sofistikeret struktur ind i albummets ti numre. Den største forskel er dog produktionen, som er noget mere klar og ikke nær så grumset og beskidt som før. Den vej kunne man dog nok se at det gik, da der også i de senere år er kommet remaster-udgaver af deres gamle albums.

Men det vigtigste er dog at albummets ti numre er en rigtig god blanding af alt hvad Watain gør bedst og at man på intet tidspunkt keder sig i de meget varierede og skiftende numre. Der er faktisk kun et eller to numre, som jeg synes ikke helt lever op til albummets højt satte barre og når jeg lytter til dem separat, står det mere klart at det egentlig er fordi de blot virker kedelige i forhold til den høje standard sat af deres albumfæller (er der noget der hedder det? Nu er der).

Det eneste jeg vil sætte en finger på er dog netop den nævnte produktion på Lawless Darkness. I beslutningen om ikke længere absolut at skulle gøre det grumset og beskidt er det måske blevet lige lidt for pænt og poleret og det har fjernet en smule af den stemning der var på deres tidligere udspil. En gylden middelvej mellem de to havde måske været mere i min smag og gjort det helt perfekt.

Uanset den lille anmærkning skal det dog være klart at Lawless Darkness bestemt er - endnu et - af mine bud på noget der med tiden og gentagne gennemhøringer kan vise sig at være et af de bedste albums i år. Jeg kan ihvertfald uden tvivl anbefale at give det et lyt!

Og en sidste bemærkning: normalt er jeg ret ligeglad med indpakningen af et album og synes oftest i bedste fald det blot er en distraktion til musikken, men jeg kan alligevel ikke lade være med at nævne den lækre digipack. Meget fin! Men den får du jo at se når du låner albummet.

/Jesper